Brug pressen som aktiv medspiller og få omtale af dit arrangement. Det vil dels betyde flere besøgende, dels vil det også vise borgerne i kommunen, at de bor i en by, der ikke kun taler om miljøproblemer, men også gør noget for at ændre dem. Her følger en detaljeret beskrivelse af, hvordan du griber sagen an.
Kontakt til din lokale avis
Formålet med en lokal presseindsats er at få opmærksomhed omkring din planlagte aktivitet. Du får det bedste resultat, hvis dine budskaber og temaer er de samme som i dem, der kører på landsplan – dog skal de have en aktuel, lokal vinkel. I det lokale pressearbejde vil der i større grad være plads til at udfolde miljøtemaet og sætte fokus på lokale miljøinitiativer. Lokalt pressearbejde kan enten styres af Miljøtrafiksekretariatet – eller af dig.
Lokalt styret
Hver gang Miljøtrafiksekretariatet sender en pressemeddelelse ud til de store dagblade, kommer der også en version, som du kan tilpasse forholdene i dit område – og give en lokal/personlig vinkel.
Eksempler på historier:
- Miljøtrafikugen sat i gang af Trafikministeren, lokalt har vi arrangementer i hele ugen
- I dag kører Casper Elgaard miljøræs på Jyllands-Ringen, her i kommunen vil der være miljøræs d. x.x.
- Eller din lokale xx forhandler viser i dag miljøbilen frem, som vandt i løbet på Jyllands-Ringen.
Kik også i teksterne under “Gør det selv” og bliv inspireret. Her får du også vejledning i at skrive pressemeddelelser. Se også under punktet “Presse”.
Centralt styret, men lokal PR
I andre tilfælde får du en pressemeddelelse fra Miljøtrafiksekretariatet med citater fra en (fiktiv) lokal repræsentant. Pressemeddelelsen udsendes til kommunerne eller lokale arrangører, der skal sørge for at få godkendt citaterne. Når de er godkendt flettes navnene på de lokale repræsentanter ind, og pressemeddelelsen sendes til de lokale aviser.